Bent Raymond Jørgensen med to kranier

Billedtekst: Bent, Berlingske Tidende 29. juli 2003
Foto: Linda Henriksen

Glad sol med ur på - animation

Mennesket vil tabe kampen mod uret

(Berlingske Tidende, 29. juli 2003)
Af Charlotte Welin, Annette Hagerup

»I dag har vi så travlt, at vi ikke har tid til at se døden i øjnene. Mens præsterne har forkastet det evige liv, leger det moderne, materialistiske menneske, at livet er evigt og døden er overvundet,« mener ekstern lektor i videnskabshistorie Bent Raymond Jørgensen, der her er foreviget mellem to kranier, som repræsenterer henholdsvis fortiden, som for evigt er forsvundet, og fremtiden som endnu ikke eksisterer.

Hvor skal vi hen? Tiden har altid fascineret os og fylder meget i vores bevidsthed. Men i dag er mennesket er på vej til at blive en maskine styret af tidens ubønhørlig krav om tempo og effektivitet, advarer en historiker.

Mennesket har alle dage stræbt efter at holde styr på tiden, at beregne og sætte den i system. Tiden har altid været vigtig, bl.a. fordi man skulle finde det tidspunkt på året, hvor man skulle så for at høste det største udbytte. Ligeledes var tiden af betydning for afholdelse af religiøse ceremonier, og tidsmåling var afgørende, når mennesket satte til søs på jagt efter nye horisonter.
»Der har som regel ligget et praktisk formål bag, når mennesket har beskæftiget sig med at inddele og beregne tid. Det gamle Ægyptens første kalendersystem blev sandsynligvis ikke til på baggrund af Solens, Månens og andre himmellegemers placering dér oppe over skyerne. Det afgørende var, hvornår den livsvigtige flod Nilen gik over sine bredder,« siger ekstern lektor i videnskabshistorie ved Institut for Historie, Københavns Universitet, Bent Raymond Jørgensen.

»Tid betragtes af moderne forskere ikke som en fast størrelse, såsom Newton og Kant gjorde det, men som en relativ størrelse, som Albert Einstein fandt frem til. Vi historikere beskæftiger os med det almindelige tidsbegreb hentet fra dagligdagen.«

Den evige undren

»Jeg tror, at vi mennesker altid har tænkt over tiden og forsøgt at forklare den, fordi vi lever i den. Vi har altid kunnet opfatte tiden, selvom vi ikke har kunnet læse, regne og skrive. De første mennesker har også set årstidernes gang, set himmellegemerne bevæge sig, undret sig over om universet altid har været der - og samtidig set sig selv som dødelige, midlertidige fænomener.
Det er dog først fra historisk tid, at vi med sikkerhed kan sige noget om, hvordan mennesket har betragtet et begreb som tiden.«

Ifølge Bent Raymond Jørgensen kan menneskets syn på livet og tidens gang groft sagt opdeles i tre forskellige filosofisk-religiøse tidsopfattelser, som hver især har haft betydning for vores liv og forestillinger.
»Civilisationer som Mayariget i Mellemamerika havde et stillestående eller cirkulært syn på historiens gang og menneskets tilværelse. Her opfattes historien som noget, der gentog sig eller gik i ring, og reinkarnationstanken har gode forudsætninger for at trives, sådan som vi ser det i eksempelvis mange af Indiens religiøse retninger.

En sådan historieopfattelse og livsindstilling har en tendens til at skabe en vis ligegyldighed over for dagligdagen og mere langsigtede mål, når alt gentager sig i en uendelighed og er afgjort på forhånd,« forklarer Bent Raymond Jørgensen.
De gamle grækere med filosoffen Platon som det klassiske eksempel havde et yderst pessimistisk tidsbegreb, som passende kunne betegnes som »lost paradise«.

»Platon mente, at verden oprindelig havde været god, men ved forandringer gik det tilbage. En sådan pessimistisk-deterministisk historie- og livsopfattelse førte typisk til modvilje mod forandring. Måske ikke så underligt, når man tænker på, at Planton levede i en urolig tid: Han havde blandt andet set sin læremester Sokrates blive dødsdømt. Den kunne selvfølgelig også føre til opgør, for intet sundt menneske kan leve med et sådant »sort« livssyn.«
I kontrast hertil ses det moderne overvejende optimistiske tidsbegreb, der bl.a. bygger på den jødisk-kristne kulturarv med dens grundliggende fremskridtstro og overbevisning om, at det gode vinder til sidst.

Den effektive tro

Ifølge Bent Raymond Jørgensen har denne fremskridtstanke og troen på, at vi kan ændre tilværelsens vilkår gjort os mere og mere effektive og resultatorienterede. For ganske som Platon er også det moderne menneske et produkt af sin tid. Men succesen truer med at kvæle os. Hvor mennesket tidligere med tilsyneladende succes har forsøgt at gøre sig til herre over tidens gang, så truer urets tyranni med at gøre os til historie- og identitetsløse maskiner.

Tiden kvæler nuet

»Er der noget, der præger nutidens mennesker er det tid. Alt måles i tid. Vores produktivitet, hvor længe vi er på arbejde, hvor hurtigt vi kommer fra et sted til et andet og så videre. Tid er blevet en afgørende faktor for succes. Det er måske lidt flovt at erkende, at man ikke har penge, men ganske fint at sige, at man ikke har tid.

Men når alting skal gå så hurtigt, og vi alle er optaget af at leve i nuet, vil ingen interessere sig for fortiden og tilværelsens store perspektiver. Der må være tid til at leve og til kærligheden til den enkelte. Ellers ophører civilisationen - uanset hvor gode vi ellers er til at beregne tid, måle effektivitet og opnå vækst og velfærd,« advarer Bent Raymond Jørgensen.

Til artiklen: Kan tro og viden forenes?
Til artiklen: På svimlende rejse i tid og rum
Til bogen: Videnskaben eller Gud?
Tilbage til Bent Raymonds forside